I anledning af min rejse til USA – og bare sådan i det hele taget for fornyelsen og layoutets skyld – har jeg åbnet en ny blog: www.whiteberg.dk

Her kan du også allerede nu læse min første klumme for Berlingske Tidende. I USA kommer jeg til at være en del af den roterende klumme USA I DAG, der skal skrive om politik, kultur og meget andet i USA – set fra et dansk perspektiv, der har i hvert fald en fod indenfor. Klummen kan læses i sin helhed her.

Den nye blog betyder også, at jeg sandsynligvis ikke længere vil bruge denne blog. Den vil blive stående som arkiv, og man er stadig velkommen til at kommentere m.m.. Det er dog muligt, at jeg nogle gange vil have behov for at bruge denne blog, men det vil tiden vise. Så slipper du, kære læser, også for hele tiden at skulle se “Guantanamo – sadoxsex og pornofilm” som den mest populære post.

Jeg er ret tilfreds med den nye blog, og layoutet er da også stort set tyvstjålet fra Chris Pearsons neoclassical. Header-billedet skifter, efterhånden som der kommer flere billeder til. Jeg tager naturligvis billederne selv, så evt. ris eller ros skal rettes til yours truly.

Der er et eller andet helt mystisk ved den her reklame fra Facebook. Er det en meta-reklame? En simulakrum-analyse? Er det den samme pige som sidder med sig selv på computeren og projicerer sig selv op på væggen? Et panoptikon med sig selv som vogter?

Kognitionsforskning classic: Følelser og rationalitet hænger sammen.

Scientists used to assume that emotion and rationality were opposed to each other, but Antonio Damasio, now professor of neuroscience at the University of Southern California, has found that people who lose the ability to perceive or experience emotions as the result of a brain injury find it hard or impossible to make any decisions at all. They can’t shop.

Fra The Economists spændende artikel The way we shop. Torben Grodal ville være lykkelig.

Livvagterne – DRs nye flagskib og Peter Thorsboe og Mai Brostrøms efterfølger til “Rejseholdet” og “Ørnen”. Creme de la creme i dansk krimi-fiktion er forventningen, og den bliver indfriet. Med forbehold. Og så stor er konkurrencen altså heller ikke.

Spændingselementerne fungerer upåklageligt. Flot og dragende filmet, afsnit 3 holdt mig fanget i fuld varighed, hvilket ellers sjældent sker foran fjernsynet – jeg er rastløs og begynder at lave noget på computeren i samme sekund, jeg keder mig. Det gør jeg ofte, men ikke her.

Velspillet, godt med nye ansigter – omsider nye ansigter! Manuskriptet stramt og ambitiøst, vel det mest handlingsmættede og potentielt forvirrende, DR endnu har givet sig i kast med. Jeg var ikke forvirret, selvom jeg ikke har set de to foregående afsnit.

Lidt for mange replikker bærer dog præg af at være eksposition – når man ser en karakter, man ikke har set før, springer der heldigvis en anden karakter til og forklarer hvem det er. “Morten Friis? Var det ikke ham, der i 2006 blev fængslet for at bombe et somalisk kulturcenter” (citeret efter hukommelsen) osv. Det er kluntet, men det går 1-2 gange per afsnit. Ikke 5 eller 6.

Politisk eller kulturkritisk er serien indtil videre for tynd. Der er gået grønt segment i den. Plottet om en velintegreret, sympatisk borgerlig iransk-født kvinde, der bliver kulturminister er fint nok, men så skal der også balanceres balancegang til den helt store guldmedalje. Det er svært, og nok også for svært.

En højreekstremistisk gruppering af vanvittige skydebrødre – alle mænd men ledet af en samvittighedsløs kvindelig partileder (godt nok udbryder af Dansk Folkeparti, men ikke så lidt en klon af Pia-musen) og en ondskabsfuld og beregnende godsejer med en fortid på venstrefløjen (der fik du den, Pittelkow! Eller Hedegaard … eller Camre). De taler om det “rene” Danmark og hader “gode eksempler på integration”, og vil hjertensgerne slå en dansksindet indvandrer ihjel. Undskyld, er vi i 1940? Til Broholmmøde med hofjægermester Jørgen Sehested? Den køber jeg ikke, ikke som hovedplot i hvert fald, og med mindre der kommer et overraskende spin på højrefløjs-historien, burde Thorsboe og Brostrøm heller ikke gøre det. Måske havde det fungeret, hvis Waffa Larsen var blevet justitsminister? Så kunne man i hvert fald stille relevante spørgsmål om sharia. Men minister for gøgl og benspjæt? Who cares…

Hvis vi skal tage historien alvorligt, må vi også kunne tage skurkenes projekt alvorligt. Det er svært her.

Den eneste højtprofilerede indvandrerpolitiker vi har herhjemme er Naser Khader, og han er skam også under PETs beskyttelse – men fra mordlystne islamister. Dem ser vi ikke meget til i serien, selvom det antydes, at frafaldne muslimer kan være i fare. Jasmina, en PET-agent med egyptisk baggrund, er i hvert fald bevidst om, at hun står på dødslisten – men indtil videre er det altså kun danske højreekstremister, der har fingeren på aftrækkeren.

En enkelt vred muslim dukker der op, men han kommer sølle og ensom gennem regnvejret på cykel og råber noget truende efter den nye kulturminister. Undskyld … på cykel!? Hvad med en scooter i det mindste?

En anden radikal muslim skal skydes som syndebuk for drabet på PET-agenten Jasmina. Han er også tidligere fængslet – men frikendt, får vi at vide. I modsætning til den ovennævnte Friis tilføjes der ikke “men vi ved, det var ham”. Om han virkelig var uskyldig får vi nok at se – forhåbentlig. For der må være meget mere i serien end den lidt tynde eksposition, der er kommet ud i afsnittet her.

Som helhed: Lovende. Kan gå begge veje. Bør strammes på det politiske tidssignalement.

P.S. – bruger en højreekstremist virkelig en mac? Den har jeg – også – svært ved at tro på.

Som altid ved årsskiftet er det vigtigt at gøre status. 2008 var et hårdt år, der bød på mange personlige udfordringer. Sygdom og andre problemer i den nære familie har sat sine spor, og 2009 vil givet byde på flere udfordringer. Heldigvis vil 2009 også byde på meget andet, blandt andet store muligheder og store forandringer.

Hvis alt går vel, vil jeg fra slutningen af januar relokere til Washington D.C., hvor min kæreste har fået arbejde. Det er en enestående mulighed for at få nogle fantastiske oplevelser og det giver også nogle gode arbejdsmuligheder, som jeg vil skrive mere om senere. Lad mig derfor gå ind i 2009 i et optimistisk toneleje – og med et par – synes jeg selv – vellykkede billeder fra et godt nytår i Sverige:

Fra Nytår 2008-2009 Sverige

Fra Nytår 2008-2009 Sverige

Fra Nytår 2008-2009 Sverige

Fra Nytår 2008-2009 Sverige

Fra Nytår 2008-2009 Sverige

Fra Nytår 2008-2009 Sverige

I anledning af 80-året for tegneseriehelten Tintins debut (på en rejse til Sovjet) og hele tre snarlige Hollywood-versioner af den lille journalists eventyr, forsøger altid interessante The Economist at besvare, hvorfor Tintin er så populær i Europa og totalt ukendt i USA. Det hele starter med en ret opsigtsvækkende fransk lov:

IT IS one of Europe’s more startling laws. In 1949 France banned children’s books and comic strips from presenting cowardice in a “favourable” light, on pain of up to a year in prison for errant publishers. It was equally forbidden to make laziness or lying seem attractive. The law created an oversight committee to watch for positive depictions of these ills, along with crime, theft, hatred, debauchery and acts “liable to undermine morality” among the young.

Loven var vedtaget for at forhindre import af amerikanske tegneserier, der ansås for umoralske og voldelige, og var et led i den kontinentale kulturelle oprustning i efterkrigstiden – kulturel protektionisme af den gamle skuffe. Der var mange sår, der skulle heles – eller skjules – og Tintins løsningsmodeller og helte-type markerede sig som en særligt europæisk tilgang til uorden, kriminalitet og despotisme – de små forandringers fremskridt. Tintin er EU, Bruxelles og tusinde små paragraffer, der skaber en stor syntetisk ligevægt og balance mellem synd og dyder – de amerikanske tegneseriehelte knuser derimod synden fuldstændigt, gerne med ikke-statsautoriseret vold.

Tintin opererer altid indenfor loven og altid i det små med respekt for adel og den stående samfundsorden. Hans heltetype er ikke oprøreren eller revolutionæren, den ensomme ulv, der skaber sine egne regler. Han er snusfornuftig indtil det renskurede og bruger stort set aldrig vold, undtagen i modereret selvforsvar. Han står for de små ændringer og lader loven om de store. Ganske vist kæmper han mod despoter, men forestiller sig ikke, at han kan ændre samfundet i de store træk. Ligesom Hergé selv – der ret kontroversielt tegnede videre for avisen Le Soir, der var venligt stemt overfor de tyske besættelsesmyndigheder. Hergé påkaldte sig – som så mange andre europæere – neutralitet, men gav den slags virkelig mening, mens krigen rasede? The Economist har denne kommentar:

There is a link between Hergé, this disappointing man, and his creation Tintin, who fights against despots so bravely. It lies in the rationalisation of impotence: a very European preoccupation.

The key to Tintin is that he has the mindset of “someone born in a small country”, says Charles Dierick, in-house historian at the Hergé Studios. He is “the clever little guy who outsmarts big bullies”. And as a little guy, even a clever one, Tintin’s bravery works within limits: he rescues friends, and foils plots. But when he finds himself in Japanese-controlled Shanghai, in “The Blue Lotus”, he can do nothing to end the broader problem of foreign occupation.

(…)

Interviewed late in life, Hergé acknowledged the links between his wartime experiences and his moral outlook. The second world war lies behind a great deal in Tintin, just as it lies deep beneath the political instincts of many on the European continent. It matters a lot that the Anglo-Saxon world has a different memory of that same war: it is a tragic event, but not a cause for shame, nor a reminder of impotence.

Tintin has never fallen foul of the 1949 French law on children’s literature. He is not a coward, and the albums do not make that vice appear in a favourable light. But he is a pragmatist, albeit a principled one. Perhaps Anglo-Saxon audiences want something more from their fictional heroes: they want them imbued with the power to change events, and inflict total defeat on the wicked. Tintin cannot offer something so unrealistic. In that, he is a very European hero.

Jeg er ved at gennemlæse Poul Høis artikelsamling “Der er dage…” (som kan gennemlæses i sin helhed på google books) og faldt over en ret spændende historie om John F. Kennedys store kærlighed, den danske pige Inga Arvad.

Hun var en voldsom skønhed med store ambitioner – som 21 årig tog hun til Tyskland for at skabe sig en karriere som journalist, og hendes første interview skulle være med selveste Adolf Hitler. Hun fik interviewet – og et positivt indtryk af manden, som hun omtalte pænt i pressen. Han syntes også om hende – og hendes nordiske skønhed – og hun var bl.a. hans ledsager ved de Olympiske Lege i Berlin i 1936. De havde dog næppe et erotisk forhold – den slags brød der Führer sig ikke om.

Senere kom hun til USA, men rygtet om nazisympatier hang ved, og da hun begyndte at se den purunge John F. Kennedy i vinteren 1942, tog FBI affære. Hun og JFK blev aflyttet i den store stil, og til sidst fik far Joseph junior forflyttet til Stillehavet for at spolere affæren. Ellers ville han sandsynligvis have giftet sig med hende (der var i gang med en skilsmisse fra instruktøren Paul Fejos), og hans politiske karriere ville være spoleret. Men måske ville hans lykke være gjort? FBIs aflytninger tyder i hvert fald på, at de to elskede hinanden meget højt – og elskede med hinanden ganske højlydt.

Poul Høis artikelsamling anbefales i øvrigt. Han er en begavet og dygtig journalist, der desværre efter min mening på det sidste har ladet sine politiske overbevisninger – eller måske snarere sine antipatier – farve journalistikken lidt for meget.

Jeg har leget lidt med mit nye kamera og har manipuleret med et par vintermørke billeder – for at gøre dem endnu mørkere. Billederne giver mig lyst til at læse Lovecraft.

Himlen over Codan bygningen:

Lukket skole. Er Minervas ugle forlængst fløjet?

Så fik jeg indkøbt mit nye kamera for mine julegavepenge. Jeg har bare knipset lidt rundt med det, men vil gå ud i dag og tage flere billeder af byen. Det går dog op for mig, at jeg faktisk ikke aner ret meget om at tage billeder (forslag til en god grundbog modtages gerne) – men heldigvis er der en idiotsikker indstilling på Lumix LX3. Så må jeg bare til at få sat mig lidt ind i lukketid, belysning m.m.

En af de ting jeg har leget med er størrelsen (dvs opløsningen) og formatet på billederne. Man kan tage billeder i tre formater, 4:3, 3:2 og bredformat 16:9 der ser virkelig godt ud. Opløsningen på 16:9 kan variere fra 3968 x 2322 (fylder ca. 4 MB) til 1920 x 1080 (1 MB). Det er jo faktisk så god opløsning, at jeg ikke kan se forskel på min skærm.

Jeg har lagt et par eksempler op på flickr (der yderligere nedskalerer til 800 x 450), og kan ikke se nogen nævneværdig forskel. Her spørger så den dumme amatørfotograf: burde jeg kunne det?

Højeste opløsning:

Laveste opløsning:

…samlet i én sætning?

USA: “Life, liberty and the pursuit of happiness“

Frankrig: “Liberté, égalité, fraternité“

Canada: “Peace, order and good government“

USA har friheden og den private jagt på lykken. Frankrig afvejer friheden med ligheden og broderskabet – og en stærk stat. I Canada har vi slet ikke friheden med som en spiller, men bare et løfte om fordragelighed og en god ombudsmand. Overensstemmelsen mellem de små sentenser og hvordan vi normalt opfatter landene, er vel egentlig forbavsende god.

Har vi en dansk pendant? Og hvad skulle den i givet fald være?