Here’s an article by Danish journalist and editor of blogs at daily newspaper www.politiken.dk, Kim Elmose. The article focuses on the admirable Rising Voices project,  especially Cristina Quisberts blog Bolivia Indigena. The Rising Voices project gives money and support to various blogging and web-community projects in the developing world, and some of them were presented with great succes at the summit meeting. “Feel good” (in a good sense) trailer here.

The Rising Voices projects have shown impressive results at a very low cost, but lets not forget that there’s more to social and economic development than giving “a voice to the voiceless”. Communication is important, but so is better property rights, non-discriminatory rule of law and entrepreneurish funding schemes like mirco-credit.

Another impressive link:  During the election crises and the following “media blackout” in Kenya this spring, a group of Citizen Journalists and bloggers put together the site Ushahidi, which used mash-ups of Google Maps to report live on violence and other important events. One of the organisers, Juliana Rotich, gave a great presentation and talked about the possibility of making a downloadable tool, which could be used by bloggers in any crisis situation. I think this project shows great promise, as it gives us a new way of seeing the hundreds of fragments posted online by bloggers and photographers. This could be an aggregator for seeing “the whole picture” - or whatever the editors decide should be the whole picture.

Lakker det mod enden for den kommunistiske terrorgruppe FARC? To af deres chefer døde på kort tid, vigtige dokumenter og pinlige sager afsløret, og nu er Ingrid Betancourt befriet efter 6 år fangenskab. De står nu med så dårlige kort på hånden, at selv deres gamle allierede Hugo Chavez er begyndt at slå hånden af dem.

Det skortede ellers ikke på kritik, da præsident Uribe igangsatte en hårdt-mod-hårdt politik overfor FARC, men den har tydeligvis været ekstremt succesfuld. Samtidig har Uribe taget handsken af overfor de højreorienterede guerillaer, der har bekæmpet FARC med bl.a. dødsgrupper, drab på fagforeningsfolk med videre. Der er dog stadig meget at rydde op i, også i Uribes egne rækker.

Torben skal ikke afsted, men det skal jeg! Til Roskilde for første gang i 8 år. Efter katastrofen i 2000 tog det lidt tid, før jeg havde lyst igen, og i mellemtiden er der sket så mange andre ting. Men i år skal det være. Og grunden er faktisk næsten udelukkende genforeningen af My Bloody Valentine. Lige siden jeg takkede nej til koncerten i Danmark i foråret 1992, har jeg fortrudt at jeg ikke nåede at se det band, som jeg senere blev så vild med. Jeg havde lige købt Loveless, havde ikke så mange penge, og fattede ikke, hvad jeg gik glip af. Så denne gang skal det være.

De spiller desværre samtidig med Neil Young, men ham har jeg heldigvis set en tre-fire gange før (ikke mindst den legendariske Roskilde-koncert i 1993), så det er ikke det store tab. Ellers vil jeg bare lade lysterne styre og sørge for at se en masse bands, jeg ikke kender. Det sjoveste ved Roskilde er nemlig at gå på opdagelse.

Update: God, men konventionel artikel i Information.

Am I the only one wondering why Apple discontinued the 12″ Powerbook? I bought mine in the summer of 2005 and I have no plans of replacing it. It is simply the most elegant, handy and still powerful computer I’ve ever had my hands on. I’m constantly getting applauds and jealous remarks.

The MacBook Air could be a contender. But I’m not really satisfied with the hardware specs. The PG412″ is handy, and yet usable as a stand-alone all purpose mac.

Interesting article by Hamid Tehrani, who also presented at the GlobalVoices Summit.

In recent years, Iranian president and Holocaust denier Mahmoud Ahmadinejad has organized cartoons on the Holocaust in Iran and invited notorious international revisionists to a conference to Tehran, surprising the world. Reading these blogs will help us to explore anti-Semitism in Iran as an old and dynamic “ideology.” Ahmadinejad’s comments and actions are just one visible and official part of it.

Gee, what a great summit! And what great people! And what a great city - with cheap beer.

Back again from Budapest. Here’s a list of fresh links from the GV Summit. To be updated.

Pictures: GV has a great strategy of pointing out a common tag to be used for all pictures, posts etc. For this summit the tag is gvsummit08. Flickr pictures can be found here (I might add my own later). 986 and counting…

Task for web 3.0 (the aggregated web): Creating common tags out of pictures/posts with no common tags. How could we make a program automatically tag a picture ‘gvsummit08′ even if the author doesn’t tag it? Coordination of tagging must be one of the next web-hurdles.

Videos of the presentations: Some found here. Confusing clips, not too good sound. More might be added.

Liveblog archive found here.

Here’s where I’ll be this weekend: Attending the GlobalVoices Summit 08. Citizen Media bloggers from all over the world discussing all sorts of stuff - censorship, bias and much more. Stay tuned for updates, perhaps on my twitter-account (which I’m not yet sure I’ll be using).

Man kaster vel ikke sin fagforening ud i en langvarig strejke blot for at opnå sammenhold og skabe profilering.

Siger arbejdsmarkedsforsker Jesper Due til Jyllands-Posten som reaktion på beregningerne af, at strejkegælden for sygeplejerskernes vedkommende først er betalt af om 12 år, hvis man alene skal regne med ekstragevinsten for strejken.

Men er det ikke lidt naivt at forestille sig - specielt for en arbejdsmarkedsforsker - at fagforeningerne automatisk har sammenfaldende interesser med medlemmerne? Deres største interesse er vel, at medlemmerne bliver i fagforeningen, uanset om det er en fordel for medlemmerne eller ej. Man kan jo skabe sammenhold på mange måder, og når fagforeningerne har det svært med at begrunde deres eksistens gennem faktiske resultater, så er det jo altid en fordel at kunne pege på en ydre fjende og kalde på solidaritet. Her er det regeringens manglende vilje til at bryde med den danske model, der er skurken. Ikke sygeplejerskernes manglende vilje til at forhandle sig frem til et mere fleksibelt lønsystem. Der er vel ikke noget stærkere og mere bedøvende for de rationelle argumenter, end at piske op til en strejke og finde fanerne frem?

Et misbrugt og forhadt begreb, ikke mindst på venstrefløjen - men folk ved sjældent ret meget om, hvad begerebet indeholder. Niels Westy sætter tingene på plads hos Professorvældet.

Der har været meget opmærksomhed om den danske udgave af Naomi Klein’s Chokdoktrinen: Katastrofekapitalismens opkomst, der er et forsøg op at sammenkæde Milton Friedman og Chicagoskolens økonomiske teorier med en aggressiv amerikansk udenrigspolitik i særdeleshed og alskens ulykker, diktaturer og undertrykkelse i almindelighed. Jeg omtalte selv bogen i efteråret, men nu er der grund til lige at runde emnet igen, ikke mindst på grund af Kleins betydelige indflydelse i den offentlige debat.

Klein har fået en kongelig modtagelse i Danmark med offentlige optrædender og mikrofonholderinterviews, og kun Weekendavisens Christopher Arzrouni har været negativ. Desværre viste store dele af hans anmeldelse at være direkte planket fra Johan Norbergs kritik af bogen i et notat fra Cato.

Polemikken omkring Arzrounis tåbelige fejltrin har desværre afledt opmærksomheden fra de mange velbegrundede kritikpunkter overfor bogen: Nemlig at 1) den groft forvansker den nyligt afdøde Friedmans synspunkter, så den milde økonom fremstilles som tilhænger af både tortur og (metaforisk) elektrochok i samfundet, 2) Ikke kender forskel på Friedmansk Chicago-skole, IMF-style neoliberalisme, libertariansk ‘østrigsk’ økonomi og den langt mere statsglade neokonservative bevægelse (hvis indflydelse for øvrigt kraftigt overdrives), 3) Kun leverer meget sporadiske empiriske beviser for sine påstande om, at kapitalisme og undertrykkelse hører sammen - og ‘overser’ de bjerge af empiri, der modsiger tesen. Faktisk er de økonomisk frieste lande også statistisk set de politisk frieste lande, og befolkninger verden over støtter over en bred kam op om markedsøkonomien. Der er derfor ingen grund til at skabe katastrofer for at gennemtvinge frimarkedsreformer, da de kommer alle i befolkningen til gode og skaber større politisk frihed.

I denne sammenhæng er Norbergs ovenstående notat simpelthen sønderlemmende. Han sammenligner grundigt Kleins fremstilling med fakta - både om Friedmans teori, men også om de historiske fakta, Klein skriver om (Chile, Storbritannien, Kina). Klein fremstår som forfatter som enten katastrofalt uvidende eller decideret løgnagtig - og mit bud er, at hun er lidt af begge dele. Men andet kan man vel ikke forvente af et kvindemenneske, der støtter op om Castro, Chavez og Hizbollah.

Kritikken betyder dog ikke, at Klein ikke har nogle berettigede pointer om, hvor galt det kan gå, når statsmagten allierer sig med våbenindustrien eller andre magtfulde grupper. Der er rigtig meget at kritisere i den amerikanske indsats i Irak, hvilket ifølge Norberg virker som Kleins egentlige ærinde. Hendes problem er imidlertid, at Friedman og andre frimarkeds-økonomer altid har advaret mod sammenblandingen af statsmagt og industriinteresser (og bl.a. derfor gik de ind for en begrænset stat) og desuden var Friedman en modstander af både den første og anden Irak-krig. Hun er sådan set ‘barking up the wrong tree’, når hun i stedet kunne finde betydelig støtte for sine anklager mod Bush-administrationen hos netop liberale økonomer. Men det ville nok kræve for stor intellektuel fleksibilitet fra en begrænset begavelse som Klein. Hun skriver godt. Men det hun skriver er dårligt.

Som Norberg afslutter:

So in the absence of serious arguments against the consequences of free markets, we are left with Klein’s reasonable critique of torture, dictatorships, government corruption, and corporate welfare. In the final analysis, The Shock Doctrine boils down to the curious claim that Milton Friedman and free markets are bad because governments are incompetent, corrupt, and cruel. It is probably not a coincidence that there are blurbs from four fiction writers on the back of the book.

Læs også den store diskussion på Informations side om Kleins CBS-besøg. Den er fuld af de typiske Erasmus Montanus agtige argumenter, som Kleins bog er så afhængig af. Groft skåret: 1) Milton Friedman har engang skrevet noget om chock som vejen til reformer, 2) CIA brugte elektrochok i 50′erne, 3) Ergo går Milton Friedman ind for elektrochok.